Design thinking i undervisningen og PBL

Når jeg taler med lærere og skoleledelser om design thinking, møder jeg ofte to reaktioner. Den ene er begejstring: “Det lyder kreativt og elevaktiverende.” Den anden er tøven: “Er det ikke bare idéudvikling med tuscher og post-its?” Begge reaktioner giver mening, men ingen af dem rammer helt plet.

For mig giver design thinking først rigtig værdi i undervisningen, når det kobles til didaktik, praksisfaglighed og projektbaseret læring. Så bliver det ikke et løst kreativt indslag, men en måde at strukturere undersøgende arbejde på, hvor eleverne arbejder med virkelige problemer, prøver løsninger af og kvalificerer deres tænkning undervejs.

Hvor design thinking giver mening i skolen

Design thinking passer godt ind i undervisning, fordi det tager afsæt i et problem, nogen faktisk har. Det skaber en anden energi end opgaver, hvor svaret allerede ligger skjult i lærerens plan. Når elever skal undersøge behov, formulere idéer, bygge prototyper og teste dem, flytter de sig fra at gengive viden til at bruge den.

I praksis ser jeg ofte, at design thinking virker bedst, når læreren ikke bruger det som en fastlåst metode, men som en didaktisk rytme. Eleverne skal ikke bare være kreative. De skal være undersøgende, kritiske og vedholdende. Det er netop her, forbindelsen til PBL bliver stærk. PBL giver retning, ramme og faglig tyngde. Design thinking giver greb til, hvordan eleverne kan arbejde med problemet på en håndgribelig måde.

Det er også her, praksisfaglighed kommer tydeligt ind. Eleverne lærer ikke kun ved at høre og læse. De lærer ved at afprøve, fremstille, justere og tage stilling. Når det er godt planlagt, bliver hænder, hoved og samarbejde en del af samme læreproces.

Efter nogle få forsøg plejer forskellen at blive tydelig:

• Problemnærhed: Eleverne arbejder med noget, der kalder på handling
• Faglig brug: Viden bliver et redskab, ikke kun et pensumkrav
• Iteration: Første idé er sjældent den bedste
• Elevdeltagelse: Flere elever får en reel rolle i processen

Design thinking og PBL er ikke det samme

Det er vigtigt at sige klart: Design thinking og PBL er ikke synonymer. Design thinking er en arbejdsform eller proceslogik. PBL er en didaktisk tilgang til undervisning, hvor problem, produkt, undersøgelse, elevindflydelse og faglig progression skal tænkes sammen.

Hvis man kun tager design thinking ind som en række kreative øvelser, risikerer man, at eleverne får travlt uden at lære nok. Hvis man kun planlægger PBL som en stor opgave med slutprodukt, risikerer man, at eleverne ikke får nok støtte til at udvikle og forbedre løsninger. Derfor giver kombinationen mening.

Jeg plejer at tænke det sådan: PBL svarer på, hvorfor og hvordan forløbet bygges didaktisk op. Design thinking hjælper med, hvordan eleverne konkret kan arbejde i processen.

Når lærere får øje på den forskel, bliver planlægningen skarpere. Så handler det ikke om at “nå en model”, men om at bruge den rigtige del af modellen på det rigtige tidspunkt.

Fra idéværksted til didaktisk design

Det mest almindelige problem er ikke, at lærere mangler gode idéer. Det er, at gode idéer ikke altid er oversat til undervisningsdesign. Design thinking skal derfor ikke stå alone. Det skal kobles til tydelige læringsmål, faglige begreber, materialer, tid, stilladsering og evaluering.

Et greb der virker i klasserummet er at lade eleverne møde et konkret problem, før de møder teorien i fuld længde. Det giver et behov for viden. Men det kræver, at læreren bagefter hjælper dem med at få øje på den faglighed, de skal bruge for at kvalificere deres løsninger. Ellers bliver forløbet oplevelsesrigt, men fagligt tyndt.

Hvis du vil have mere elevdeltagelse, så start med problemet og ikke med aktiviteten. Spørgsmålet er ikke: “Hvad kan være sjovt at bygge?” Spørgsmålet er: “Hvilket problem skal eleverne undersøge, og hvem angår det?”

Jeg arbejder typisk med fire didaktiske greb, når design thinking skal fungere i undervisningen:

• Et tydeligt problem: Ikke bare et tema, men noget der kan undersøges og handles på
• Faglige holdepunter: Begreber, metoder og kriterier skal være synlige undervejs
• Synlig proces: Eleverne skal kunne se, hvor de er, og hvad næste skridt er
• Feedback i processen: Respons skal komme før afleveringen, ikke kun efter

Her er procesvæggen fra praksisfaglighed.dk et stærkt redskab. Den gør arbejdsprocessen synlig og hjælper elever med at holde retning, især når de skal skifte fra idé til afprøvning og videre til forbedring. Hvis man vil arbejde mere samlet med praksisfaglig undervisning, er praksisfaglighed.dk et godt sted at begynde.

Sådan ville jeg planlægge et forløb

Hvis jeg skal planlægge et forløb, hvor design thinking og PBL spiller sammen, starter jeg ikke med aktiviteterne. Jeg starter med valg af PBL-type. Det afhænger af klassetrin, fag, tid og problemets karakter. Her giver “5 typer af PBL” en nyttig ramme, fordi den hjælper med at vælge en form, der passer til elevernes modenhed og undervisningens mål.

Derefter vil jeg planlægge med afsæt i “de 8 grundelementer“. Ikke som en tjekliste, der skal krydses af mekanisk, men som en måde at sikre, at forløbet har faglig retning, autenticitet, elevindflydelse, refleksion og mulighed for revision. Når design thinking lægges ind i det felt, bliver processen langt mere robust.

Hvis forløbet også skal være tydeligt praksisfagligt, vil jeg koble det til “4 tilgange til praksisfaglighed”, “praksisfaglighedens 6 byggesten” og “Karakteregenskabshjulet”. Jeg nævner modellerne her med vilje, fordi de hjælper læreren med at se mere end aktivitet. De hjælper med at se deltagelse, arbejdsformer, karakterdannelse og progression. Det samme gælder spiremodellen, når der er brug for at tænke udvikling over tid.

Et enkelt forløb kan bygges sådan op:

1. Vælg problem og PBL-type: Afklar hvad eleverne skal undersøge, og hvilken af de 5 typer af PBL der passer bedst
2. Planlæg med grundelementerne: Brug de de 8 grundelementer til at sikre faglighed, autenticitet, elevrolle og revision
3. Gør processen synlig: Brug procesvæggen og aftal, hvornår eleverne skal undersøge, idéudvikle, prototype og teste
4. Følg elevernes arbejdsformer: Brug Karakteregenskabshjulet og praksisfaglighedens byggesten til at se på vedholdenhed, samarbejde, ansvar og kvalitet i arbejdet

Det afgørende er ikke, om eleverne når en “perfekt løsning”. Det afgørende er, om undervisningen er designet, så de kan arbejde fagligt med et reelt problem og blive klogere gennem afprøvning og forbedring.

Hvad læreren skal holde øje med undervejs

Når et design thinking-forløb går i gang, ændrer lærerrollen sig. Læreren skal stadig være tydelig, men ikke nødvendigvis være den, der hele tiden leverer næste svar. Rollen bliver mere undersøgende og mere didaktisk styrende på samme tid.

Jeg holder især øje med tre ting. Den første er, om eleverne faktisk forstår problemet, eller om de hopper direkte til løsninger. Den anden er, om den faglige viden bliver brugt aktivt, eller om den bliver liggende i hæftet. Den tredje er, om feedback fører til ændringer, eller bare bliver høflig snak.

Det er også her, evaluering bør være tæt på processen. Ikke som bedømmelse af elevtyper, men som professionel opmærksomhed på undervisningens virkning. Det kan gøres enkelt:

• Korte observationer under gruppearbejde
• Fotos af prototyper i flere versioner
• Elevlog med få refleksionsspørgsmål
• Samtaler om, hvad der blev ændret og hvorfor

Når man samler den type data, bliver det lettere at justere undervisningen næste gang. Det giver et bedre grundlag end mavefornemmelser alene.

Små greb der virker allerede i morgen

Mange tror, at design thinking kræver store forløb og mange timer. Det kan det godt gøre, men det behøver det ikke. Man kan begynde i det små og stadig få et klart didaktisk udbytte.

Start med én udfordring, én brugergruppe og én prototypeform. Det kan være nok til at åbne elevernes blik for, at undervisning ikke kun handler om at svare rigtigt, men også om at undersøge og forbedre.

Nogle enkle greb kan være:

• Lad elever interviewe hinanden før idéfasen
• Brug et fast spørgsmål: Hvem er det et problem for?
• Sæt tidsramme på første prototype
• Kræv mindst én forbedring efter feedback
• Lad fagbegreber indgå i præsentationen

Det lyder enkelt, og det er netop pointen. Når strukturen er tydelig, kan eleverne bruge deres energi på sagen frem for at gætte lærerens plan.

Når skolen vil gøre det til en fælles praksis

Hvis design thinking skal blive mere end et enkelt godt forløb, kræver det fælles sprog og fælles didaktiske valg. Ellers ender det let som en metode, der lever i få klasselokaler og forsvinder igen.

Her giver det mening at arbejde med kompetenceudvikling tæt på praksis. Ikke kun som oplæg, men som planlægning, afprøvning, observation og fælles justering. Det er også derfor, jeg ofte peger på materialer og forløb fra KlimaZirkus som en brugbar indgang. Hvis man vil arbejde mere systematisk med PBL, er PBL-Pilot værd at kigge på. Det er en konkret mulighed for at få et fælles didaktisk fundament, så lærere hurtigere kan omsætte idéer til undervisning.

Jeg vil også nævne to bøger, som mange kan have glæde af i arbejdet med feltet: Projektbaseret læring og innovation i en åben skole og Praksisfaglighed via PBL. De kan bruges som fælles reference, når man vil skabe mere sammenhæng mellem problemorienteret undervisning, praksisfaglighed og elevdeltagelse.

Det afhænger altid af kontekst, hvordan et skoleforløb bør bygges op. Klassetrin, fag, tid, teamsamarbejde og lokale rammer betyder noget. Hvis du vil vende et konkret forløb eller en lokal indsats, er du velkommen til at skrive til mig på snitfladen@gmail.com eller finde mig på LinkedIn. Jeg hjælper gerne med at gøre næste skridt tydeligt og brugbart.