Introduktion til co-teaching i pbl

Når co-teaching fungerer i et praksisfagligt projekt, bliver forskellen tydelig med det samme. Eleverne møder ikke bare to voksne i rummet. De møder et undervisningsdesign, hvor faglighed, relationer, struktur og deltagelsesmuligheder hænger sammen.

Jeg ser ofte, at den største udfordring ikke ligger i selve gennemførelsen, men i planlægningen. Hvis lærer og pædagog først fordeler roller fem minutter før timen, bliver co-teaching let til brandslukning. Hvis de derimod planlægger sammen med et fælles blik for problemstilling, produkt, proces og elevdeltagelse, kan PBL blive langt mere præcist, praksisfagligt og inkluderende.

Co-teaching er didaktik, ikke bare dobbelt bemanding

I praksisfaglige projekter er co-teaching særligt stærkt, fordi eleverne ofte skal undersøge, fremstille, afprøve, justere og samarbejde. Det kræver flere typer voksenblik på samme tid. Læreren holder typisk skarpt øje med faglige mål, progression og kvalitet i elevernes produkter. Pædagogen bringer ofte stærke greb ind omkring deltagelse, gruppedynamik, struktur og støtte til elever, der ellers let glider ud af processen.

Det afgørende er, at samarbejdet ikke bliver reduceret til, at den ene underviser og den anden hjælper til. Den model kan være relevant i korte sekvenser, men hvis den bliver standard, mister man noget centralt. Co-teaching skal bygge på fælles ansvar for planlægning, gennemførelse og evaluering. Det er også den retning, man finder hos både EMU, UVM og de danske erfaringer med inkluderende læringsmiljøer.

Når jeg planlægger praksisfaglige PBL-forløb, starter jeg derfor ikke med aktiviteterne. Jeg starter med at få de to professioner til at tale samme didaktiske sprog.

Det kan begynde med tre helt enkle spørgsmål:

Hvilket problem arbejder eleverne med: Er det tydeligt, meningsfuldt og til at handle på?
Hvad skal eleverne skabe: Hvilket produkt, hvilken løsning eller hvilken formidling samler arbejdet?
Hvordan skal alle kunne deltage: Hvilke greb gør, at flere elever kan være aktivt med undervejs?

Start med rammen, før I taler materialer og stationer

Mange teams går direkte til fordeling af opgaver. Hvem printer, hvem finder værktøj, hvem tager imod klassen. Det er praktisk nødvendigt, men det er ikke nok. Rammen skal først være på plads.

Jeg anbefaler, at lærer og pædagog laver en enkel samarbejdsaftale tidligt i forløbet. Ikke et langt dokument, men en tydelig afstemning. Hvor tit mødes vi? Hvem tager initiativ, hvis noget skrider? Hvordan evaluerer vi? Hvilke data kigger vi på? Hvornår ændrer vi struktur?

Her er det værd at tage EMU’s anbefaling alvorligt: Tid til fælles forberedelse og evaluering skal skemalægges. Hvis tiden kun findes i pauser og over hurtige beskeder, bliver kvaliteten sårbar.

Et greb der virker i klassen og i planlægningen er at holde fast i en enkel møderytme:

fast ugentlig co-planlægning
kort opsamling efter undervisningen
fælles logbog i delt dokument
tydelig beslutning om næste skridt
evaluering efter hver milepæl i projektet

Brug PBL som fælles planlægningssprog

I praksis ser jeg ofte, at lærer og pædagog går ind i planlægningen med hver deres fokus. Den ene taler læringsmål og faglige krav. Den anden taler trivsel, struktur og relationer. Begge dele er nødvendige, men uden en fælles model bliver planlægningen let parallel i stedet for fælles.

Her er PBL hjælpsomt, fordi det giver et fælles designgreb. Hvis du vil have mere elevdeltagelse, så start med at planlægge projektet ud fra de rammer, der faktisk gør deltagelse mulig. Jeg tager typisk afsæt i 5 typer af PBL og de 8 grundelementer, så teamet får et fælles billede af, hvad projektet kræver, og hvad der skal være tydeligt for eleverne.

Når fokus er praksisfaglighed, giver det god mening at koble PBL med modellerne fra praksisfaglighed.dk. Jeg bruger især de didaktiske samtaler omkring 4 tilgange til praksisfaglighed, praksisfaglighedens 6 byggesten, karakteregenskabshjulet og procesvæggen. De modeller hjælper lærer og pædagog med at se, om eleverne faktisk får lov at være undersøgende, skabende, vedholdende og ansvarlige i processen, ikke kun modtagere af instruktion.

Hvis du arbejder mere målrettet med PBL i skoleudvikling eller i team, kan du også hente gratis materialer på klimazirkus.dk og se nærmere på PBL-Pilot, som kan give et fælles didaktisk fundament at planlægge ud fra.

Bøgerne Projektbaseret læring og innovation i en åben skole og Praksisfaglighed via PBL er også gode steder at starte, hvis teamet vil have et mere samlet sprog for planlægningen.

Hvilken co-teaching-struktur passer til hvilken fase?

Det er ikke ligegyldigt, hvordan man organiserer de to voksne. Forskellige strukturer passer til forskellige faser i et PBL-forløb.

Co-teaching-struktur	God i denne fase	Styrke i praksisfaglige projekter	Vær opmærksom på
Teamteaching	Opstart og fælles opsamling	Begge voksne kan modellere tænkning, spørgsmål og samarbejde	Kræver tydelig rollebevidsthed
Stationsundervisning	Undersøgelse og afprøvning	Giver små enheder og høj elevaktivitet	Stationerne skal have tydelig kvalitet og retning
Parallelundervisning	Introduktion og træning	Halverer gruppestørrelsen og øger feedback	Begge spor skal være fagligt ligeværdige
Alternativ undervisning	Målrettet støtte undervejs	Giver plads til ekstra stilladsering uden at stoppe resten af klassen	Må ikke blive fast udskillelse af de samme elever
En underviser, en observerer	Afprøvning og evaluering	Giver brugbare data om deltagelse og læring	Observationen skal have et klart fokus
En underviser, en assisterer	Korte instruktioner og værkstedsarbejde	Kan give hurtig støtte i komplekse situationer	Må ikke blive standardformen uge efter uge

Jeg anbefaler næsten altid, at teamet vælger struktur bevidst fra lektion til lektion. Ikke fordi alt skal skifte hele tiden, men fordi PBL har forskellige faser, og de kalder på forskellige voksenpositioner.

Fordel ansvar, men lås ikke hinanden fast

Rolleafklaring er vigtig. Rollefastlåsning er mindre heldig.

Hvis læreren altid tager det faglige, og pædagogen altid tager “dem der har svært ved det”, risikerer man en skæv arbejdsdeling, som både elever og voksne hurtigt aflæser. Det svækker ligeværdet. Jeg anbefaler en tydelig, men fleksibel rollefordeling, hvor begge bidrager til både faglighed og deltagelse.

Det kan se sådan ud i planlægningen:

Læreren: holder styr på faglige mål, begreber og progression
Pædagogen: følger deltagelsesmuligheder, struktur og gruppedynamik
Begge: giver instruktion, stiller spørgsmål og samler observationer
Begge: evaluerer elevprodukter og justerer næste skridt

Når det lykkes, oplever eleverne ikke to adskilte funktioner. De oplever et samlet læringsmiljø.

Planlæg ud fra elevbehov, ikke elevmangler

Co-teaching bliver stærkest, når planlægningen tager afsæt i, hvad eleverne skal kunne deltage i, ikke kun i hvem der “fylder” eller “halter”. Det lyder som en lille sproglig forskel, men det ændrer faktisk hele planlægningskulturen.

I stedet for at spørge: “Hvem er problemet i denne uge?” bør teamet spørge: “Hvornår bliver deltagelsen vanskelig, og hvordan designer vi os ud af det?” Den tilgang ligger tæt på både inklusionsarbejdet og på praksisfaglig didaktik.

Jeg bruger ofte disse datakilder i planlægningen:

Observationer: Hvornår går elever i stå, og hvad sker lige før?
Elevprodukter: Hvad viser kvaliteten af det, eleverne skaber?
Korte elevsamtaler: Hvad siger eleverne selv om opgaven, samarbejdet og retningen?
Logbøger eller procesark: Kan eleverne se deres næste skridt?

Det er værd at sige højt, at effekten af co-teaching afhænger af kontekst. Evalueringer peger på positive muligheder, særligt for nogle elevgrupper, men ikke som en automatisk løsning for alle. Derfor skal planlægningen være undersøgende og justerbar.

Et mødeformat, som kan bruges allerede i næste uge

Jeg får ofte spørgsmålet: Hvor detaljeret skal et planlægningsmøde være? Mit svar er, at det gerne må være kort, så længe det er skarpt. Et 30 minutters møde kan være nok, hvis teamet bruger tiden rigtigt.

Jeg foreslår denne rækkefølge:

Hvad er næste milepæl i projektet?
Hvad skal eleverne konkret gøre, undersøge eller fremstille?
Hvilken co-teaching-struktur passer bedst til netop denne aktivitet?
Hvad skal vi holde øje med hos eleverne undervejs?
Hvornår og hvordan følger vi op bagefter?

Det mødeformat virker, fordi det kobler didaktik, organisering og evaluering. Ikke som tre adskilte spor, men som én samlet arbejdsform.

Når samarbejdet går skævt

Der er også faldgruber. Den mest almindelige er uklarhed. Uklarhed om formål, roller, ansvar og sprog. Den næstmest almindelige er tidspres. Hvis samarbejdet kun lever på velvilje, bliver det sårbart.

Jeg anbefaler derfor, at teamet stopper op, så snart et mønster begynder at skurre. Hvis pædagogen oplever sig reduceret til hjælper, eller læreren oplever at stå alene med den faglige retning, er det ikke et personproblem. Det er et designproblem.

Et godt modspørgsmål er: Hvad i vores plan gør det svært at lykkes sammen?

Nogle gange er løsningen så enkel som at skifte struktur i én lektion. Andre gange skal selve projektet strammes op. Hvis opgaven er uklar, bliver voksenarbejdet også uklart. Hvis produktet er for løst defineret, bliver støtten let usammenhængende. Hvis procesvæggen ikke bruges aktivt, mister mange elever overblik. Her kan procesvæggen være et meget konkret redskab i planlægningen.

Små tegn på, at co-teaching virker

Jeg kigger ikke først efter ro i klassen. Jeg kigger efter kvalitet i deltagelsen.

Kan flere elever forklare, hvad de arbejder med, og hvorfor? Tager grupperne oftere fat igen efter modstand? Bliver elevprodukterne mere gennemarbejdede? Ser vi, at flere elever byder ind, spørger, afprøver og justerer? Det er den slags tegn, der siger noget om, hvorvidt co-teaching faktisk støtter PBL-processen.

Hvis du vil i gang i morgen, så begynd småt. Vælg ét praksisfagligt projekt, én tydelig problemstilling, én fælles planlægningstid og én co-teaching-struktur, som I afprøver bevidst. Evaluer bagefter med udgangspunkt i observationer og elevprodukter, ikke mavefornemmelser alene.

Hvis du vil sparre om co-teaching, praksisfaglighed eller PBL i skolens hverdag, er du velkommen til at skrive til mig på snitfladen@gmail.com eller tage fat via LinkedIn. Jeg deler også løbende materialer og greb på klimazirkus.dk og praksisfaglighed.dk.