PBL vs. emneuge/temauge: forskelle, fordele og hvornår I skal vælge hvad

Jeg bliver ofte spurgt, om man bør vælge PBL eller en emneuge, når undervisningen skal være mere motiverende, mere praksisnær og mere meningsfuld for eleverne.

Mit korte svar er, at det afhænger af formålet. Ikke af moden. Ikke af hvad der lyder mest innovativt på et personalemøde. Men af, hvad eleverne skal lære, hvor meget tid I har, og hvor tydelig en proces I kan stille til rådighed.

Hvad er forskellen på PBL og emneuge i didaktisk praksis

Som jeg ser det, er den største forskel denne: PBL er en didaktisk ramme for læring gennem undersøgelse, problemløsning og produktudvikling, mens emneuge eller temauge er et organisatorisk format. Det lyder enkelt, men det har store konsekvenser i klasserummet.

I PBL starter man typisk med et vedkommende problem, et spørgsmål eller en udfordring, som eleverne skal undersøge og handle på. Der er en retning i processen, et tydeligt produkt og en forventning om, at faglig viden skal bruges til noget. På EMU beskrives PBL netop som forløb, der tager afsæt i noget meningsfuldt og ender med noget af betydning.

En emneuge kan også være god undervisning. Den kan være kreativ, sanselig, social og fuld af energi. Men den er ikke automatisk problembaseret, og den har ofte en løsere kobling mellem aktiviteter, mål og evaluering. Det er ikke en svaghed i sig selv. Det bliver først et problem, hvis man tror, at alle tematiske forløb giver den samme faglige dybde som PBL.

Når jeg skal forklare forskellen til lærere og ledelser, plejer jeg at koge det ned til tre spørgsmål:

• Hvad er det faglige problem?
• Hvad skal eleverne undersøge?
• Hvad skal de skabe, afprøve eller formidle?

Hvis de spørgsmål står uklart, er man ofte tættere på en emneuge end på PBL.

PBL giver retning gennem problem, proces og produkt

PBL virker stærkt, når man vil have elever til at tænke, samarbejde og bruge viden i praksis. I praksis ser jeg ofte, at elevernes engagement stiger, når de kan mærke, at arbejdet peger frem mod noget konkret, og at deres valg faktisk har betydning.

Det skyldes ikke kun frihed. Det skyldes rammesat frihed.

God PBL er ikke bare gruppearbejde med plakater. Den kræver tydelig didaktisk planlægning. På KlimaZirkus ligger der brugbare modeller, som gør det lettere at arbejde systematisk med det. Hvis du vil have mere elevdeltagelse, så start med De 8 grundelementer og 5 typer af PBL. De modeller hjælper med at afklare, om forløbet faktisk har den struktur, som eleverne har brug for.

Tre kendetegn går næsten altid igen, når et PBL-forløb fungerer:

• Problem: Eleverne arbejder med en udfordring, der opleves som reel og undersøgelig
• Proces: Der er tydelige faser med research, idéudvikling, afprøvning, feedback og justering
• Produkt: Arbejdet munder ud i noget, der kan vises, testes, bruges eller drøftes

Samtidig er PBL tæt knyttet til praksisfaglighed. Ikke forstået som “mere med hænderne” alene, men som undervisning hvor kundskaber, handling og dømmekraft hænger sammen. Her kan praksisfaglighed være et godt sted at hente sprog og modeller, hvis I vil skærpe den didaktiske kvalitet.

Emneuge giver intensitet, variation og fællesskab

En emneuge kan noget, som PBL ikke altid kan på samme måde. Den kan samle en årgang hurtigt. Den kan skabe fælles puls. Den kan åbne skolen mod bevægelse, værksteder, gæster, udstillinger og tværgående oplevelser.

Det er en styrke, især hvis målet er at skabe fællesskab, motivere bredt eller give eleverne en anden rytme end den daglige undervisning. Yngre elever kan have stor glæde af det format, fordi variationen er høj, og aktiviteterne ofte er lettere at gå til.

Men der er også en faldgrube. Hvis temaet er bredt, og aktiviteterne ikke bindes sammen af klare spørgsmål, kan eleverne have svært ved at se, hvad de egentlig lærer. Det gælder særligt, når forløbet bliver meget aktivitetsdrevet og mindre fagligt styret.

Jeg møder jævnligt skoler, hvor emneugen var hyggelig og energifuld, men hvor lærerne bagefter havde svært ved at pege på, hvilke faglige erkendelser eleverne faktisk tog med sig. Det er ikke et argument imod emneuger. Det er et argument for at være præcis om formålet.

Sammenligning af PBL og emneuge på tid, mål og elevrolle

Hvis I står med et konkret valg, kan det hjælpe at sammenligne de to formater mere nøgternt.

Tabellen er ikke en facitliste. Der findes temauger med høj faglig kvalitet, og der findes PBL-forløb, som i virkeligheden bare er løst projektarbejde. Det afgørende er, om designet passer til målet.

Hvornår skal I vælge PBL i undervisningen

Jeg anbefaler PBL, når I vil have eleverne til at arbejde med komplekse spørgsmål, der ikke kan løses med ét rigtigt svar. Det gælder ofte klima, bæredygtighed, lokal udvikling, teknologi, sundhed eller trivselsproblemer i skolens hverdag.

PBL er også et godt valg, når I vil styrke praksisfaglighed på en måde, hvor fagene ikke opløses, men bringes i spil. Her er det nyttigt at koble PBL med modeller som Karakteregenskabshjulet, fordi det hjælper eleverne med at sætte ord på arbejdsformer, vedholdenhed, mod, samarbejde og ansvarlighed. Den kobling bliver stærk, når eleverne ikke bare løser opgaver, men tager stilling og handler.

Vælg især PBL, hvis I kan sætte tid af til proces. Ikke bare til opstart og afslutning, men til midten. Det er i midten, læringen ofte sker. Her skal eleverne have feedback, prøve noget af, fejle klogt og gøre deres produkt bedre.

Jeg ville kigge mod PBL, hvis jeres situation ligner noget af dette:

• I vil have dybde: Eleverne skal undersøge, afprøve og begrunde
• I vil have anvendelse: Faglig viden skal bruges til noget synligt
• I vil have myndighed: Eleverne skal træne dømmekraft og handlekompetence
• I vil have progression: Forløbet skal bygges op i faser og ikke kun i aktiviteter

Hvis I vil i gang uden at opfinde det hele selv, så er PBL-Pilot en relevant mulighed. Ikke som et quick fix, men som en måde at få et fælles didaktisk sprog og nogle greb, der kan bruges direkte i planlægningen.

Hvornår er emneuge et bedre valg for skolen

Emneugen er ofte det rigtige valg, når målet er at samle mange elever om et fælles fokus på kort tid. Det kan være ved skolestart, ved tværgående trivselsindsatser, i kulturprojekter eller når man vil markere et tema på tværs af årgange.

Den er også velegnet, når lærerstaben ønsker en overskuelig ramme med høj grad af fleksibilitet. Det kan give mening i perioder med begrænset planlægningstid, eller når man vil afprøve et nyt tema, før man bygger et længere PBL-forløb omkring det.

Jeg vil dog anbefale, at man stadig arbejder med tydelige læringsspørgsmål. En emneuge bliver markant bedre, når eleverne ved, hvorfor de laver de enkelte aktiviteter, og hvordan de hænger sammen.

Et greb der virker i klasserummet er at give emneugen tre faste holdepunkter:

• fælles åbningsspørgsmål
• synlige delmål
• afsluttende formidling

Det tager ikke emneugens energi fra den. Det gør den bare mere lærerig.

Sådan undgår I at kalde alt for PBL

Her bliver jeg lidt direkte: Meget af det, der bliver kaldt PBL, er i virkeligheden emnearbejde uden skarp proces. Det er ikke en lille sproglig fejl. Det gør det sværere for lærere at planlægge præcist, og det gør det sværere for elever at vide, hvad der forventes.

Hvis eleverne får et bredt tema, lidt materialer og beskeden “arbejd undersøgende”, så mangler de ofte den støtte, som reel projekt- og problembaseret læring kræver. Det kan skabe usikkerhed, især hos elever der har brug for tydelige delmål og en klar rytme.

Derfor anbefaler jeg, at I bruger modeller aktivt i planlægningen. På praksisfaglighedsområdet er de 4 tilgange til praksisfaglighed, praksisfaglighedens 6 byggesten og procesvæggen stærke værktøjer. Særligt procesvæggen kan hjælpe med at gøre processen synlig for eleverne, så de kan se, hvor de er, hvad næste skridt er, og hvilke kvalitetskriterier der gælder.

Det er ofte den synlighed, der gør forskellen mellem oplevet kaos og oplevet retning.

Et enkelt valgskema til lærere og ledelser

Når jeg hjælper skoler med at vælge mellem PBL og emneuge, starter jeg sjældent med metoden. Jeg starter med fire enkle spørgsmål.

• Hvad skal eleverne kunne bagefter: Er målet indsigt, fordybelse, handling eller fællesskab?
• Hvor kompleks er opgaven: Kræver emnet undersøgelse over tid, eller kan det bæres af en kort, intens periode?
• Hvor meget proces kan I understøtte: Har lærerne tid til vejledning, feedback og justering undervejs?
• Hvilket produkt giver mening: Skal eleverne vise noget, påvirke noget eller bare afprøve et tema sammen?

Hvis svarene peger mod fordybelse, anvendelse og tydelig proces, så hælder jeg mod PBL. Hvis svarene peger mod fælles fokus, energi og kort tidsramme, så giver emneugen ofte bedre mening.

Vil I kvalificere det valg, kan I hente modeller og gratis materialer på klimazirkus.dk og praksisfaglighed.dk. Jeg peger også ofte på bøgerne Projektbaseret læring og innovation i en åben skole og Praksisfaglighed via PBL, fordi de giver et solidt afsæt for både lærere og ledelser.

Hvis I vil vende en konkret idé, kan I skrive til mig på snitfladen@gmail.com eller finde mig på LinkedIn. Det afhænger altid af kontekst, og netop derfor giver det mening at tage udgangspunkt i jeres elever, jeres fag og jeres hverdag.